Når vi arbejder med defusion er vi altid meget opmærksomme på, hvorvidt vi skal lytte til klientens historie, eller generelt hvor meget vi skal gå ind i indhold. Dette kan lyde mærkeligt, da det strider imod den gængse opdragelse vi terapeuter har, hvor det er vigtigt, at klienterne får fortalt deres historie, ligesom der er flere terapeutiske skoler, hvor det er en stor del af terapien. Desuden har klienterne ofte selv en opfattelse af, at nøglen til bedring kan ligge i, at de bare skal have lov til at fortælle. Hvis vi skal være tro mod ACT, er vi altid meget opmærksomme på ikke at gå for meget ind i indhold eller klientens historie. Grunden til det er, at vi gerne vil undgå at skabe endnu mere fusion hos klienten, og at de bliver endnu mere fusioneret med deres historie. Vi ønsker derimod, at klienterne defusionerer fra deres historie, og at hjælpe dem til at se, at de har et valg på trods af de oplevelser, de har med sig.
Talepres kan desuden også være udtryk for undgåelsesadfærd hos klienten, hvor der kan være nogle følelser eller andet, som klienten prøver at holde på afstand. Hvis det er tilfældet, og vi ikke intervenerer, forstærker vi dermed klientens undgåelsesadfærd, hvor vi i virkeligheden ønsker at gøre det modsatte.
Samtidig er det også vigtigt for mig at pointere, at det selvfølgelig ikke er ensbetydende med, at du aldrig må lytte til klientens historie. Der vil være tidspunkter, hvor du skal gøre det. Som beskrevet tidligere, må det bare ikke blive omdrejningspunktet for terapien. Det er samtidig en svær balancegang, da vi både skal undgå at historiefortælling bliver omdrejningspunkt for terapien samtidig med, at klienten skal føle sig hørt og valideret. Senere i artiklen kommer jeg med et eksempel på, hvordan man på en omsorgsfuld måde kan gribe det an.
Så hvordan ved man, hvornår man skal lytte og give plads til klientens historie og hvornår, at man skal intervenere? Jeg vil anbefale, at du stiller dig selv spørgsmålet; hvad er funktionen af det, jeg gør nu? Tjener det en værdifuld funktion i forhold til progressionen i forløbet, skal du give plads og lytte til klientens historie.
Eksempler på situationer, hvor det kan give mening at give plads til klientens historie:
– Hvis klienten for første gang åbner op om noget meget sårbart eller skamfuldt. Eksempelvis at have været udsat for et seksuelt overgreb eller lignende. Funktionen kunne her være at skabe rum og åbenhed i forhold til klientens oplevelse.
– Alliancearbejde. Hvis det stadigvæk er tidligt i forløbet og relationen til din klient fortsat er i gang med at blive opbygget.
– At du som behandler skal bruge noget mere information omkring din klient. Eksempelvis hvilke leveregler klienten kan være fusioneret med, eller i hvilke områder af sit liv, hvor klienten kan være psykologisk rigid.
Dette kunne være eksempler på situationer, hvor det giver mening at lytte til klientens historie. Så hvad kan indikere, at du måske skal intervenere og tage mere styringen i samtalerne og afbryde klienten. Det kunne være følgende:
– Gentager klienten sig selv? Er det de samme ting, der bliver sagt igen og igen.
– Er der progression i terapien? Hvis ikke så skal du muligvis intervenere.
– Svarer klienten på dine spørgsmål?
Så kommer vi til spørgsmålet om, hvordan kan vi intervenere på en god måde, hvor vi ikke sætter relationen til klienten over styr? Personligt tror jeg på, at vores mindset er vigtigt i den her sammenhæng, og at vi skal huske os selv på, at vi ikke gør det for at være onde, men at det kommer fra et sted af omsorg. Vi har et ønske om at hjælpe dem, og det gør vi ikke ved at forstærke uhensigtsmæssig adfærd.
Hvis du har en klient, hvor du har en fornemmelse af, at der er undgåelsesadfærd, så prøv at fastholde klienten lidt i nuet og bed dem om at mærke efter og se, hvad de bemærker. Eksempelvis: ”Når du fortæller mig den her historie, bemærker du så om der er nogle følelser eller noget, der følger med den historie? Prøv at tage et par dybe indåndinger og bemærk, hvad der er tilstede i dig lige nu?”
Ofte vil du opleve, at der er nogle følelser til stede i klienten, som vedkommende prøver at holde på afstand eller har svært ved at rumme, og at de distraherer sig selv. Herfra ville man så kunne arbejde med kreativ håbløshed, åbenhed eller andet, men første skridt i den forbindelse er at hjælpe klienten til at se sin egen undgåelsesadfærd.
Kom godt fra start og hold retningen for forløbet:
Er du egentlig opmærksom på, hvordan du indleder dine samtaler? Når klienten kommer ind og har sat sig, spørger du så; ”Hvordan går det?”.
Umiddelbart kan det virke som en lille ting, men du risikerer at sætte en kontekst for forløbet som ikke nødvendigvis er særligt befordrende. Ved at indlede samtalerne på den måde, risikerer du uforvarende at sende et signal om, at hvad klienten føler eller tænker er det vigtigste. Og igen det er selvfølgelig ikke fordi, at der ikke skal være plads til at klienten kan dele eller åbne op omkring ting, eller vigtige oplevelser de har imellem samtalerne. Det må bare ikke blive det vigtigste. Det kan derfor være mere givende for forløbet eksempelvis at indlede samtalerne med at følge op på eventuelt hjemmearbejde, lave mindfulness eller lignende. Det kan være en god måde at sætte en hensigtsmæssig kontekst op for forløbet, som er konsistent med den måde, hvorpå vi arbejder i ACT.
Opsummering:
Sørg altid for at have en opmærksomhed på, om du kommer til at fokusere for meget på indhold i dine forløb. Igen det er ikke fordi, at du ikke må lytte til klientens historie, men det må ikke blive omdrejningspunktet for terapien.
– Stil altid dig selv spørgsmålet; ”hvad er funktionen af det jeg gør nu”
– Husk på at historiefortælling også kan være udtryk for undgåelsesadfærd.
– Vær påpasselig med ikke at indlede samtalerne med; ”hvordan går det”.
