Introduktion til Relational Frame Theory
Hvis du arbejder med ACT har du helt sikkert hørt om Relational Frame Theory (RFT)?
Og hvis du er som mig, har du muligvis også forsigtigt lagt bøgerne om emnet fra dig igen, da Relational Frame Theory er svært (og kedeligt), og ved første øjekast kan man måske have svært ved at se, hvilken relevans det har for os i vores kliniske arbejde.
Derfor læste jeg kun sporadisk om Relational Frame Theory uden rigtigt at gå i dybden med en ide om, at det kun var for de hardcore nørder og lignende.
Efter en workshop på den internationale ACBS konference i Sevilla, fik jeg dog et nyt syn på RFT. Jeg deltog i en workshop med titlen ”Mastering the Clinical Conversation” med Jennifer og Matthieu Villatte.
Efterfølgende var min interesse vakt, og jeg begyndte at få en forståelse for, hvordan Relational Frame Theory og adfærdsteori generelt kan være meget nyttige teorier at have et indgående kendskab til i forhold til vores kliniske arbejde.
Artikelserien her er derfor min rejse ind i de kloge hoveders klub og mit forsøg på at blive en RFT nørd.
Jeg håber, du har lyst at være med!
Virker Relational Frame Theory uoverskueligt at komme i gang med?
Efterhånden som jeg begyndte at dykke ned i Relational Frame Theory, begyndte jeg at tænke over, hvorfor der egentlig er så relativt mange behandlere, som giver op på RFT.
Det, jeg i den forbindelse mærkede i mig selv, var, at RFT begyndte at blive uoverskueligt i forbindelse med terminologien og definitionen af de forskellige begreber.
Tag f.eks. begrebet ”at takte”. Takte er eksempelvis når et barn begynder at pege på en stol og siger; ”stol”. I daglig tale ville vi sige, at barnet begynder at kunne ”referere til”, ”beskrive”, ”tale om” osv.
I bund og grund en relativ simpel (og vigtig) evne, som vi mennesker udvikler. I RFT bliver denne evne defineret som; ”a verbal operant in which a response of a given form is evoked…by a particular object or event or property of an object or event”.
Jeg synes, dette illustrerer meget præcist, hvordan relativt simple begreber eller beskrivelsen af kognitive evner, som vi mennesker tager for givet, pludselig kan blive meget komplicerede i forhold til RFT. Jeg vil derfor forsøge at undgå en lang redegørelse af begreberne og definitioner af terminologien, men i stedet se på de mere overordnede retningslinjer i RFT og hvordan det er relevant for det kliniske arbejde. Titlen på de her indlæg, kan derfor være lidt misvisende, da jeg gerne vil vise, hvad vi faktisk kan bruge RFT til.
Jeg vil derfor komme med 3 blog indlæg, hvor første indlæg kort vil redegøre for RFT og nogle af de centrale begreber (vi kommer desværre ikke helt udenom det).
Jeg vil forsøge at holde det så konkret som muligt og komme med mange eksempler på de begreber jeg forklarer.
I 2. indlæg vil jeg udvide nogle af de fænomener med særligt henblik på en redegørelse af RFT’s forståelse af psykopatologi.
3. og sidste indlæg vil komme med eksempler på, hvordan anvendelse af RFT kunne se ud i en klinisk samtale.
Hvis du er interesseret i en mere detaljeret gennemgang af RFT og terminologien kan jeg anbefale Niklas Törnekes bog ”Relational Frame Theory – Teori og klinisk praksis”, som jeg synes gør dette på en tilgængelig og overskuelig måde. “Mastering the Clinical Conversation” er desuden også et rigtig godt bud på yderligere litteratur, og den har desuden også været den primære inspiration til de her indlæg.
Kort og hårdt om Relational Frame Theory:
Lad os prøve at starte med et simpelt eksempel på, der illustrerer hvad RFT går ud på. Jeg fortæller dig følgende:
a < b og b < c.
Jeg har lært dig om forholdet mellem a og b og om forholdet mellem b og c. Hvad ved du så om forholdet mellem a og c? Du ved at a < c, hvilket du selv har fundet frem til. Sagt med RFT termer, så har du lavet en udledning på baggrund af noget, jeg har lært dig. Dette er et relativt banalt eksempel, jeg har givet dig og ofte er det en evne, som vi mennesker tager for givet og ikke tænker nærmere over. Det er dog en ret unik evne, som kun vi mennesker besidder (så vidt vi ved), og den spiller en ret stor rolle i forhold til psykopatologi.
Lad os prøve med et andet eksempel, som kan være med til at illustrere, hvordan det her kan være klinisk relevant. Lad os forestille os en person, som spiser et stykke kage og efterfølgende sidder med en følelse af at være glad og tilfreds. Den her person har nu lært ,at hver gang han spiser kage, bliver han glad og tilfreds.
I en anden sammenhæng kan han have lært en regel om, at han ikke må være ked af det (vi kommer til at tale mere om regler og regelstyret adfærd senere), hvor han selv kan lave udledningen, at hvis han er ked af det, så skal han spise kage.
Dvs. hver gang den her person har et skænderi med hans kæreste, gør et dårligt stykke arbejde, begår en fejl osv., så spiser han kage. Begynder du at få en fornemmelse for hvilken betydning den her evne har for os mennesker? Forestil dig et øjeblik, at vi udskiftede kage med alkohol, så havde den her person været i fare for at udvikle et alkoholmisbrug.
Forhåbentlig begynder du at få en fornemmelse for, hvad den her evne til at lave udledninger har af betydning for os mennesker, og hvordan den kan bringe os i problemer.
Lad os prøve at tage den et skridt videre, for vi har endnu ikke set på, hvordan vi kan gøre det samme med arbitrære symboler, eller hvilken rolle konteksten kan spille i det her.
Lad os forestille os, at jeg sætter 3 mønter foran dig. Den ene er en 2 krone, den anden er en 5 krone, og den tredje er en 10 krone og siger til dig; ”Tag den du helst vil have”. Langt de fleste af os vil vælge 10 kronen, da vi ved, at den er mest værd. Det er dog ikke sikkert, at et præverbalt barn eller en abe ville træffe det samme valg, da de har en begrænset symbolforståelse. De ville muligvis vælge den mønt, der fysisk er størst eller skinner mest.
Så sagt med andre ord i en kontekst, hvor du skal vælge den mønt, der er mest værd, ville du vælge 10 kronen, men hvad nu hvis vi ændrer konteksten? Hvis jeg bad dig om at vælge den mønt som er fysisk størst, eller sagde at du skal vælge den mønt, du kan bruge i en tyggegummiautomat (en automat der kun accepterer 2 kroner vel at mærke). Hvilken af mønterne ville du så vælge? Den kontekst vi befinder os i har derfor betydning for, hvilke valg vi træffer.
Dette er en meget kort beskrivelse af Relational Frame Theory, men som indfanger essensen af RFT (vil jeg vove at påstå).
Når det er sagt, så er RFT også en teori, som er mere kompleks, så derfor vil jeg i de følgende afsnit prøve at folde teorien mere ud. Inden jeg gør det, vil jeg dog komme med et kort oprids af nogle klassiske behavioristiske termer. Jeg vil kort redegøre for, hvorfor jeg mener det er relevant i starten af næste afsnit.
Lidt klassisk behaviorisme:
RFT er baseret på klassiske behavioristiske principper – nærmere betegnet på Skinners radikale behaviorisme (i øvrigt et navn der giver anledning til mange misforståelser, men den debat vil jeg overlade til en anden gang).
Ikke desto mindre kan det være en fordel for os at have styr på nogle af de basale begreber inden for behaviorisme, da det er grobunden for mange af de RFT-principper vi vil se på senere. Her er det især operant og respondent betingning, som er centrale.
Operant betingning
Operant betingning er, når vi lærer via konsekvenser.
Eksempelvis at røre ved en varm kogeplade, hvor man brænder sig. Så vil man i fremtiden undgå at røre ved varme kogeplader. Et andet mere klinisk orienteret eksempel kunne være et barn, som er ked af det og søger trøst hos sin mor eller far.
Afhængigt af om barnet bliver mødt med trøst og omsorg eller vrede, vil det enten forstærke eller mindske sandsynligheden for, at barnet gentager den adfærd i fremtiden. Hvis barnet oplever omsorg, er der overvejende sandsynlighed for, at barnet vil opsøge trøst og hjælp, næste gang barnet bliver ked af det.
Oplever barnet derimod at blive mødt med vrede eller invalidering, er det sandsynligt at barnet vil trække sig eller ikke opsøge hjælp i lignende situationer i fremtiden. Denne indlæring finder sted igennem positiv eller negativ forstærkning. Positiv forstærkning er når noget tilføres og negativ forstærkning er, hvor noget tages væk. Det er her vigtigt at understrege, at forskellen imellem negativ og positiv forstærkning ikke altid er teoretisk tydelig, og at det til tider kan være svært at afgøre, hvorvidt der bliver tilført eller fjernet noget.
Respondent eller ubetinget indlæring
Respondent eller ubetinget indlæring er indlæring, der foregår igennem associationer, hvor vi reagerer på forskellige stimuli. Denne reaktion er mere ubevidst og er i højere grad refleksorienteret.
Eksempelvis hvis jeg spiser eller ser noget mad og begynder at producere mere spyt i munden. Et klinisk eksempel på dette er angst, da angst ikke er noget, vi har kontrol over. Angsten kan blive indlært igennem associationer. Eksempelvis hvis man køre galt i sin bil ved at køre ind i et træ og efterfølgende blive angst, hver gang man ser et lignende træ, skal køre bil etc.
Ubetinget indlæring er som sagt mere refleksorienteret og er noget, vi lærer igennem associationer. Operant og respondent indlæring er ikke nødvendigvis to adskilte ting, men kan overlappe hinanden og påvirke hinanden.
Desuden kan vi mennesker også udvide og generalisere vores indlæringer, så vi behøver ikke være i nøjagtig de samme situationer for at aktivere vores indlæringer. Hvis blot situationen er tilstrækkelig ens, kan den aktivere vores indlæringer.
Når en adfærd først er blevet indlært, kan den ikke aflæres igen. Den kan udslukkes igennem træning, men kan aldrig aflæres. Hvis vi holder os til det tidligere eksempel med en person, der er kørt galt, og vi forestiller os, at vedkommende havner i en tilsvarende situation igen, vil der med stor sandsynlighed medfølge en form for kropslig reaktion. Igennem eksponering kan adfærden blive slukket, men den vil aldrig kunne aflæres, og der vil højst sandsynligt altid være en form for reaktion.
I dette afsnit har jeg redegjort for begreberne operant og respondent indlæring fra behaviorismen. Man kan naturligvis argumentere for, at der kunne være flere begreber der kunne være relevante at inddrage, men som beskrevet i indledningen er mit ønske med de har blogindlæg at holde definitioner og redegørelser på et minimum. I stedet ønsker jeg at holde fokus på, hvordan Relational Frame Theory kan være klinisk relevant. Jeg valgte dog at inddrage operant og respondent indlæring, da de er med til at forklare, hvordan indlæring og udledninger foregår.
Afslutning:
Vi er efterhånden nået til vejs ende i første indlæg om Relational Frame Theory. Jeg vil gerne indrømme, at det her indlæg ikke har været super spændende, og den kliniske relevans har nok også været stærkt begrænset. Jeg lover dig, at det nok skal blive bedre, hvis du vil være tålmodig med mig lidt endnu. Dette indlæg har primært været med fokus på at introducere dig til RFT. I næste indlæg folder jeg RFT mere ud og peger på, hvordan det knytter sig til psykopatologi.
