Introduktion
Jeg oplever ofte, at mange ACT-psykologer ofte springer over det koncept, som hedder ”selvet som kontekst”, hvilket jeg personligt synes er rigtig ærgerligt. Mange har en ide om, at det er alt for svært eller teknisk og måske har man svært ved at se, hvilken relevans det har i samtalerne. Hvis du vil tage dine evner indenfor ACT til det næste niveau og skabe endnu større forandringer for dine klienter, så er det nødvendigt at kunne anvende Selvet som Kontekst effektivt i dine samtaler. Dette vil jeg prøve at ændre på med her små korte indlæg, hvor jeg både vil prøve at forklare lidt mere omkring hvordan vi opfatter selvet fra et ACT-perspektiv samt give nogle konkrete råd og øvelser, du kan anvende i din egen praksis. Forhåbentlig vil det være med til at give dig en bedre forståelse af, hvad selvet som kontekst er og hvordan du kan anvende det rent praktisk. I dette indlæg vil jeg først beskrive, hvordan vi opfatter selvet fra et adfærdsterapeutisk perspektiv (og dermed også ACT). I del 2 vil jeg beskrive nærmere, hvordan dette kommer til udtryk i forhold til psykopatologi og give dig nogle øvelser til inspiration du kan anvende i dit eget arbejde.
Det vil være en fordel, at du har et kendskab til Relational Frame Theory inden du læser videre. Jeg har skrevet 3 indlæg om RFT, som du finder her. Artiklerne er ikke en komplet beskrivelse af, hvordan vi udvikler et selv eller udtømmende i forhold til at anvende det i dit kliniske arbejde, men skal mere ses som inspiration og give dig en fornemmelse af, hvad selvet som kontekst egentlig er.
Hvad er selvet:
Den franske filosof René Descartes har et meget berømt citat, der lyder: ”Jeg tænker – derfor er jeg”. Til det ville vi indenfor ACT svare; ”Nej René. Du har lært verbalt at diskriminere din adfærd fra andres adfærd – derfor er du” Dette leder os frem til vores definition på selvet, som er vores evne til at kunne tage et perspektiv på vores egen og andres adfærd. Husk at adfærd indenfor ACT ikke kun dækker over vores fysiske adfærd, men at det også dækker over vores indre verden. Dvs. det at tænke, føle, mindes etc. også bliver betragtet som adfærd.
Lad os prøve at folde det lidt mere ud og tale om, hvordan selvet udvikles. Når børn er helt små er de ikke i stand til at differentiere imellem, hvad der er dem, og hvad der er deres forældre. I takt med at de udvikler sig begynder de i højere grad at se sig selv som separat fra deres forældre, hvor de begynder at kunne differentiere imellem, hvad der er deres egne tanker, følelser og behov, og hvad der er andres. Når børn begynder at kunne gøre det her, så ville vi sige, at de nu begynder at udvikle et selv. Dette sker i takt med, at de kan begynde at se sig selv som et selvstændigt væsen adskilt fra andre. ”Den person der sidder, derovre er min mor og den person der sidder her er mig”. Samtidig begynder de også at kunne tage et perspektiv på sig selv og betragte egen adfærd; ”Jeg sidder lige nu og leger med min bamse. Mor sidder derovre og kigger på mig”. Det unikke ved det her, eller det særligt menneskelige er, at vi har evnen til at observere og bemærke vores egen adfærd; ”Jeg sidder lige nu og skriver på en artikel om temaet, hvad er selvet i ACT”, ligesom du i dette øjeblik kan bemærke; ” jeg læser en artikel om, hvad er selvet i ACT”. Samtidig vil vi også kunne sætte den i perspektiv i forhold til fortid og fremtid: ”Den her artikel adskiller sig fra nogle af de artikler jeg har skrevet tidligere og kommer til at skrive i fremtiden”. Denne ”metabevidsthed” er unik for os mennesker og vi er den eneste art på planeten, der kan gøre (i hvert fald så vidt vi ved) og vi kan gøre det på baggrund af vores verbale evner.
I takt med at børn udvikler sig, udvikles deres sproglige evner og gør dem i stand til at interagere med verden på en mere avanceret måde. I starten kan børn jo primært pege på og udstede lyde i forhold til, hvad de ønsker sig. De kan også interagere med verden rent fysisk ved at gribe ud efter de ting, de ønsker sig. Efterhånden lærer de at udtrykke sig verbalt og dermed interagere med verden på et symbolsk niveau og sige; ”Jeg vil gerne bede om et glas mælk. Dette gør dem i stand til at interagere med verden på en langt mere avanceret måde, hvilket vi kan tilskrive vores verbale evner.
Sprog – et tveægget sværd:
I takt med at vi mennesker udvikler sprog og begynder at kunne differentiere imellem vores egen og andres adfærd, begynder vi at udvikle et selv. Ingen roser uden torne og vores verbale evner og udviklingen af et selv, har desværre også sin pris.
I det øjeblik vi begynder at se vores adfærd som adskilt fra andres adfærd, begynder vi også at kunne lave sammenligninger. Ikke nok med at vi kan sammenligne os med andre; ”Jeg ville ønske, jeg var lige så klog som Steven Hayes”, men vi kan også lave en sammenligning med os selv: ”Jeg ville ønske, jeg så ligeså ung ud, som jeg gjorde for 10 år siden”.
Det er også her vi kan blive fusioneret eller rigide i forhold til vores eget selvbillede. Husk på at der er ikke nogle tanker eller identitet, hvor fusion eller defusion er mere eller mindre hensigtsmæssigt. Det er f.eks. ikke ønskværdigt at være fusioneret med et selvbillede som; ”Jeg er et godt menneske”. Selv det der umiddelbart kan virke som et positivt selvbillede, kan også give problemer, hvis det selvbillede eksempelvis bliver udfordret. Så vil personen højst sandsynligt kæmpe med næb og kløer for at bevare det selvbillede og derved ikke kunne tage et fleksibelt perspektiv på sin egen adfærd og eksempelvis indrømme, at man begik en fejl.
Som altid i ACT er vi interesseret i at træne psykologisk fleksibilitet, og derfor ønsker vi også at hjælpe klienterne til at være fleksible omkring deres selv.
Kontekstens betydning for selvet:
Lad os prøve at lave en lille øvelse. Find et stykke papir frem og brug 30 sekunder på at beskrive dig selv. Gentag øvelsen men denne gang, hvordan du ville beskrive dig selv, hvis du havde en date, en jobsamtale eller noget 3. Ændrer beskrivelsen sig afhængigt af de forskellige scenarier? Du kan ovenikøbet lave øvelsen, hvor du sammenligner den beskrivelse du måske lavede af dig selv på din første date kontra den seneste. Eller din første jobsamtale og sammenligner den med din seneste jobsamtale.
Muligvis er der nogle ting der går igen i din beskrivelse af dig selv, men højst sandsynligt ændrer beskrivelsen sig afhængigt af, om du skal til en jobsamtale eller på date. Dette lille eksempel er med til at illustrere, hvordan vores identitet eller selv i virkeligheden er sammensat af en lang række forskellige historier, oplevelser og erfaringer og ikke er en fastlåst ”ting” i os. Mange klienter sidestiller ofte deres historie og oplevelser med deres identitet; ”Jeg har begået fejl, derfor er jeg ikke god nok” eller ” min kæreste forlod mig, derfor er jeg uelskelig”. Det problematiske ved denne lidt lineære kausalitetsforståelse er, at den eneste måde klienten potentielt set kan ændre sin opfattelse af sig selv på er ved at ændre sin fortid. Eller ved aldrig at begå fejl. Eller ved at have en kæreste. Ergo klienten er ret meget i problemer. Desuden er denne opfattelse heller ikke rigtig. Vores verbale sind er også skabt til at prøve at skabe mening og sammenhæng i verden, så hvis vi allerede er fusioneret med et selvbillede om, at vi ikke er gode nok, så vil dit verbale sind også aktivt forsøge at lede efter eksempler der bekræfter dette. Det betyder også, at sindet overser eller glemmer alle de gange, man gjorde noget godt, eller at der kan være mange grunde til at kæresten gik fra en, men at det ikke er ensbetydende med, at man er uelskelig.
Så det vi ønsker at hjælpe klienterne til, er at betragte den løbende proces det er at føle og tænke og dermed også træne en mere fleksibel tilgang til deres selvbillede. Husk at dette gør sig gældende i forhold til alle de roller eller identiteter vi måtte være fusioneret med. Lige nu hvor jeg skriver den her artikel, påtager jeg mig en rolle som formidler, og når jeg holder oplæg om ACT påtager jeg mig en rolle som underviser. I andre sammenhænge sidder jeg måske i en anden rolle, hvor jeg selv er deltager på et kursus. Konteksten er derfor anderledes og her skal jeg være fleksibel omkring min egen rolle og ikke påtage mig en rolle som underviser, da det ikke vil være hjælpsomt for mig (er ret sikker på, at jeg ville blive hadet, hvis jeg gjorde det). I den kontekst vil det være langt mere funktionelt for mig at have en rolle som kursist. Og den ”metabevidsthed” om at jeg påtager mig forskellige roller, er det som vi ville kalde for ”selvet” i ACT.
Opsummering:
I dette lille indlæg har jeg kort beskrevet, hvordan vi opfatter selvet i et ACT-perspektiv, og hvordan det udvikles. Som jeg skrev i indledningen er dette på ingen måder en udtømmende forklaring (og det har heller aldrig været intentionen), men forhåbentlig begynder du at have en bedre forståelse for det der lidt komplekse fænomen vi kalder ”selvet som kontekst”.
I næste indlæg vil jeg fokusere mere på, hvordan vi anvender det rent klinisk. Jeg vil give dig nogle konkrete øvelser du kan bruge, samt hvornår det vil give mening at bruge dem. Jeg vil også beskrive de forskellige typer af selv, der eksisterer. Du kender sikkert 2 af dem (selvet som koncept og selvet som kontekst), men kender du også den 3? Hvis ikke så læs med i næste indlæg
